Til forsiden
 
    Realkreditankenævnet
       
    Statistiske oplysninger
       
    Resumé af kendelser
       
    Nyeste kendelser
       
    Abonnementer
       
    Publikationer
       
    Årsberetninger
       
    Min egen klagesag
       
    Vedtægter
       
    Links
       
    Aktuel info
       
    Søg
       
              
REALKREDITANKENÆVNET
 

  Krabbesholmvej 5
2700 Brønshøj
Telefon 33 12 82 00
Telefax 33 12 36 01
email:
info@ran.dk

Udskriv siden

REALKREDITANKENÆVNET

Hvad er Realkreditankenævnet?


Realkreditankenævnet er et privat klagenævn, som er godkendt af økonomi- og erhvevsministeren til at behandle klager over realkreditinstitutter. Godkendelsen er gyldig i 3 år ad gangen.

Realkreditankenævnet blev oprettet i efteråret 1991 efter aftale mellem Forbrugerrådet og Realkreditrådet, som i fællesskab udformede Nævnets vedtægter. Realkreditankenævnet startede sin virksomhed den 1. januar 1992. I efteråret 2008 indtrådte Realkreditforeningen som medstifter.

Hvad kan Realkreditankenævnet?


Realkreditankenævnet kan behandle klager over realkreditinstitutter.

Klagen kan vedrøre ethvert retsspørgsmål i forholdet mellem kunden og instituttet. Der skal dog foreligge en formueretlig tvist, hvilket vil sige, at uenigheden skal angå et økonomisk mellemværende. Klager, der alene går på etiske spørgsmål, falder uden for Nævnets kompetence. Når Nævnet behandler en formueretlig tvist, indgår dog kravene i lov om finansiel virksomhed til god skik i den samlede bedømmelse af sagen.

Som udgangspunkt kan alene klager fra private behandles. Klager fra mindre erhvervsdrivende kan dog i særlige tilfælde tillige behandles.

Ankenævnet kan ikke behandle klager, hvis behandling hører under offentlige myndigheder eller andre anke- eller klagenævn. Nævnet kan heller ikke behandle sager, som er afgjort ved endelig dom, gyldigt bindende voldgift eller retsforlig eller sager, der kan forventes afgjort i forbindelse med en straffesag.

Hvornår klages til Realkreditankenævnet?


Før Ankenævnet kan behandle en klage, skal klageren forgæves have søgt at opnå en tilfredsstillende ordning med realkreditinstituttet.

Så længe en sag verserer for Ankenævnet, kan hverken klageren eller realkreditinstituttet anlægge sag ved domstolene eller voldgiftsret om de spørgsmål, som klagen vedrører. Realkreditinstituttet kan dog godt gennemføre fogedretssager, selv om der er indbragt en klage for Nævnet.

Aftaler om, at retstvister skal behandles ved voldgift eller andet særligt forum, udelukker ikke, at klage kan indgives til Nævnet.

Hvis der allerede er anlagt en sag ved domstolene eller voldgiftsret, er der mulighed for at anmode retten/voldgiftsretten om at udsætte retssagen med henblik på at få sagen behandlet af Ankenævnet. Det gælder også fogedretssager, som dog ikke i alle tilfælde kan forventes udsat.

Ankenævnet kan afvise sager, som findes uegnede til behandling i Nævnet.

Før klagesagsbehandlingen kan påbegyndes, skal klagesagsgebyret på p.t. 150 kr. være indbetalt.

Gebyret tilbagebetales, hvis klagen afvises af Nævnet, tilbagekaldes, bortfalder, eller hvis klageren får helt eller delvis medhold i klagen.

Hvordan er Nævnet sat sammen?


Ankenævnet består af en uvildig formand, som er højesteretsdommer, og en række medlemmer, som er udpeget af henholdsvis Forbrugerrådet samt Realkreditforeningen og Realkreditrådet.

Nævnet sammensættes fra sag til sag, således at formanden samt et lige antal stemmer fra henholdsvis medlemmer udpeget af Forbrugerrådet på den ene side og af Realkreditforeningen og Realkreditrådet på den anden side er til stede.

Medlemmer kan ikke deltage ved behandlingen af sager, hvori de direkte eller indirekte har en særlig interesse.

Medlemmer, der er udpeget af Realkreditforeningen eller Realkreditrådet, deltager således ikke i behandlingen af sager, der vedrører det realkreditinstitut, som de er ansat i.

Hvordan arbejder Sekretariatet?


Klagesager behandles som hovedregel altid udelukkende på grundlag af skriftligt materiale. Der er dog altid mulighed for, at såvel klageren som realkreditinstituttet kan kontakte Sekretariatet både personligt og telefonisk for at få vejledning. Det gælder både, inden klagesagen igangsættes, og undervejs i forløbet. Sekretariatet har nemlig generelt til opgave at hjælpe parterne med sagens oplysning.

Klagen indgives på et særligt klageskema, hvorpå klageren blandt andet kan skrive, hvad klagen går ud på, og hvad klageren ønsker at få ud af nævnsbehandlingen.

Når klagen er modtaget, sender Sekretariatet den videre til realkreditinstituttet, som bliver anmodet om inden 5 uger at afgive en udtalelse til Ankenævnet, det vil sige et svar på klagen. Når instituttets udtalelse foreligger, sender Sekretariatet den til klageren, som så får lejlighed til at komme med sine eventuelle bemærkninger til udtalelsen.

Udvekslingen af udtalelser og bemærkninger mellem klageren og realkreditinstituttet via Nævnssekretariatet fortsætter, så længe der stadig fremkommer nyt.

Der er også mulighed for, at Sekretariatet derudover selvstændigt indhenter oplysninger enten hos parterne, hos sagkyndige eller hos andre. Parterne får tilsendt kopi af de oplysninger og det materiale, som Nævnssekretariatet indhenter.

Når Sekretariatet mener, at sagen er fuldt oplyst, gøres sagen klar til behandling og afgørelse på et nævnsmøde.

Hvad indebærer en kendelse fra Nævnet?


Nævnets kendelse sendes til såvel klageren som realkreditinstituttet senest 10 dage efter, at kendelsen er afsagt.

I kendelsen tager Nævnet stilling til, hvem af parterne der skal have medhold. Hvis det er instituttet, som får medhold, fremgår det af kendelsen, at instituttet er frifundet. Er man som klager ikke enig i Nævnets afgørelse, har man herefter mulighed for at få sagen bedømt af domstolene.

Hvis klageren har fået medhold, fremgår det af kendelsen, hvad instituttet skal gøre, eksempelvis hvor stort et beløb instituttet skal betale til klageren. Instituttet skal inden 30 dage efter afsigelsen eller forkyndelsen af kendelsen enten opfylde kendelsen eller meddele Nævnet, at instituttet ikke ønsker at være bundet af kendelsen. For klager, der er indbragt efter 1. januar 2010, kan instituttet inden for samme frist fremsætte ønske om at få sagen genoptaget. Klager, der er indbragt efter 1. januar 2010, hvor klageren får medhold, kan tvangsfuldbyrdes, medmindre instituttet har meddelt, at instituttet ikke ønsker at være bundet af afgørelsen. Ønsker instituttet ikke at være bundet af kendelsen, får klageren meddelelse herom og får endvidere, i et vist omfang, hjælp til at indbringe sagen for domstolene. For klager, der er indbragt efter 1. januar 2010, kan klageren få Forbrugerstyrelsen til at udtage stævning på klagerens vegne samt dække visse omkostninger til en retssag.

Hvem er tilsluttet Ankenævnet?


Følgende institutter er pr. 1. januar 2010 tilsluttet Realkreditankenævnet:
BG Kredit A/S (nu Realkredit Danmark A/S)
BRFKredit a/s
Danske Kredit Realkreditaktieselskab (nu Realkredit Danmark A/S)
DLR Kredit A/S
Nykredit Realkredit A/S
Realkredit Danmark A/S
Totalkredit A/S
Nordea Kredit Realkreditaktieselskab

Hvordan kommer man videre?


Ring til os, hvis du ønsker yderligere vejledning med hensyn til indbringelsen af en klage. Vi kan altid træffes på telefon 33 12 82 00 på hverdage mellem kl. 10.00 og 14.00. Du kan også bestille en opringning ved at klikke her.

Klik her for at få det klageskema, som du skal bruge, hvis du skal indbringe en klage. I klageskemaet giver du realkreditinstituttet lov til at videregive oplysninger til Nævnet. Når vi skal bruge en sådan tilladelse fra dig, skyldes det, at realkreditinstitutter har tavshedspligt.

Efter at du har udfyldt og underskrevet klageskemaet, sender du skemaet og kopi af relevante bilag samt klagesagsgebyret på p.t. 150 kr. til os, hvorefter vi igangsætter klagesagen.

Hvis du har sendt en klage ind, som du fortryder, kan du altid kalde din klage tilbage. Klagen bortfalder også, hvis realkreditinstituttet undervejs opfylder dit krav, eller hvis I indgår forlig.

Der henvises i øvrigt til vedtægterne for Realkreditankenævnet, som kan ses ved at klikke her.